Til Mosegårdens startside Gå til Mosegårdens startside

Mosegården Børnehave
Rosenvangsallé 212
8270 Højbjerg
Telefon: 8713 8090

Send os en mail


Fødevarestyrelsen

 

Om Mosegården

Vi er en lille selvejende børnehave med plads til 28 børn. Det skaber nærhed - og alle kender hinanden godt. Vi har 4 rum, som er indrettet forskelligt. Vi har indrettet os med mest mulig gulvplads og mange kroge at lege i. Her er plads til at tumle og plads til at sidde i fred og ro at spille spil eller læse bøger.

I Mosegården har børn og voksne betydning for hinandens liv. Vi interesserer os for hinanden og personalet gør en aktiv indsats for, at hvert enkelt barn trives. I Mosegården giver de voksne sig tid til at lytte til og at snakke med børnene. Vi er opmærksomme på børnenes forskellige temperamenter og ressourcer.

Dit barn hjælpes til at føle sig tryg i den store gruppe og til at knytte nære venskaber på tværs af alder og forskelligheder. Rummelighed for hinanden er grundlaget for at opbygge en hverdag med tolerance og tryghed.

Vi er opmærksomme på, hvordan netop dit barn trives - og vi forsøger hele tiden at blive dygtigere til at beskrive børnenes hverdag for forældrene. Vores iagttagelser af børnene er sammen med forældrenes oplevelser udgangspunkt for forældresamarbejde. På baggrud af vores observationer af barnets trivsel tilbyder vi forældresamtaler mindst en gang om året.

I Mosegården er vi 6 faste medarbejdere - heraf 3 uddannede pædagoger. Vi er engagerede og glade for vores arbejde. Dagene er præget af fællesskab og humør. Vi er gode til at give hinanden informationer og til at udnytte vores forskelligheder i et udviklende samarbejde.

En måde at formidle vores holdninger og daglige pædagogiske arbejde på er et nyhedsbrev til forældrene som vi udgiver 8-10 gange om året.

Vi bor i gå-afstand til flere skovområder og har busforbindelser både til naturen længere væk og til byen, museer m.m.

Hvis du ønsker at få dit barn i Børnehaven Mosegården kan du altid søge plads her. Du skal være opmærksom på, at hvis du har dit barn i et kommunalt dagtilbud eller i dagpleje vil barnet automatisk blive flyttet til den børnehaveafdeling, hvor der er plads indenfor dagtilbuddet med mindre du selv beder om en overflytning til Mosegården. Er du i tvivl må du gerne ringe til os.