Tryghed og selvstændighed indenfor de kommunale rammer
De selvejende daginstitutioner har en driftsoverenskomst med Århus Kommune, som overlader ansvaret for driften til bestyrelsen. Det betyder at bestyrelsen ansætter og afskediger personale. Sammen med lederen og medarbejderne, har bestyrelsen mulighed for at tilrettelægge driften, pædagogikken og indholdet af børnenes hverdag.
Driftsoverenskomsten sikrer institutionen et fast budget, og forpligtiger den selvejende daginstitution til at overholde dagtilbudsloven og de retningslinier for institutionsdrift, der vedtages af byrådet. Århus Kommune fører tilsyn med alle dagtilbud, for at sikre at børnepasningen sker på betryggende vis. De selvejende daginstitutioner skal leve op til en række dokumentationskrav som Århus Kommune stiller, og det kræver naturligvis nogle ressourcer. Men i en selvejende institution kan kommunen ikke lave detailregulering og kontrol ud over det lovgivningen fordrer. I sidste ende vil det derfor altid være bestyrelsen i den selvejende institution der bestemmer, hvordan institutionen skal drives.
En selvejende daginstitution finansieres via det kommunale budget, og kommunen afsætter de samme penge til personale og andre udgifter som til de kommunale daginstitutioner.
Århus Kommune fører tilsyn med at de selvejende overholder gældende lovgivning - de øvrige spørgsmål tager forældre og personale stilling til i fællesskab.
|